Lufthavnens afstand til rejsemålet

Hvor er det lige lufthavnen ligger i forhold til rejsemålet? Mange flyselskaber slører, at de flyver til "græsmarker" langt fra de byer, hvortil rejsen annonceres.

 

Lufthavn MünchenDe flyrejsende efterspørger som regel billigst mulige rejser, og flyselskaber foretager alle mulige krumspring for at gøre rejsen billig. At man så havner 100 kilometer øst eller vest for det ønskede rejsemål gør ikke så meget, bare det er billigt. Og de små lufthavne er billigere at benytte for flyselskaber, end de store lufthavne nær byernes centre. Passagertakster og landingsafgifter er lavere i de mindre og upåagtede lufthavne.

 

Skal man eksempelvis til München i Sydtyskland, og vælger man samtidig, at benytte lufthavnen "Munich West", ja så er der 112 kilometer ind til Münchens centrum. Det samme kunne ske ved rejser til London, Bruxelles, Oslo, Stockholm, Barcelona og andre storbyer.

 

 

Ulemper for den rejsende

For den rejsende, altså dig, betyder det følgende:

  • Længere rejsetid fordi du skal rejse langt fra udkantslufthavnen til dit rejsemål.
  • Ekstra udgifter i forbindelse med transport fra udkantslufthavnen til dit rejsemål.

Er man rigtig uheldig, så er der også masser af spildtid, idet transportforbindelserne mellem udkantslufthavn og rejsemål ikke er optimal døgnet rundt.

 

Rejsemål og lufthavn

Barcelona og GironaInden bestilling af billetter kan det være på sin plads, at tjekke rejsemålet og placeringen af den valgte lufthavn. Skal man vælge den ene eller anden lufthavn (Barcelona eller Girona) på sin vej til Barcelona osv.?

 

Lufthavne langt væk

  1. Munich West (Memmingen) - 112 km til München.
  2. Oslo (Torp) - 110 km til Oslo.
  3. Frankfurt (Hahn) - 110 km til Frankfurt.
  4. London (Oxford) - 95 km fra London.
  5. Stockholm (Skavsta) - 95 km fra Stockholm.
  6. Barcelona (Griona) - 94 km fra Barcelona.

Kilde til listen: Politiken, Rejser, 7. marts 2010, side 21.

 

Kilder:

  • Politiken, Rejser 7. marts 2010.
  • Data trukket på Ryan Airs hjemmeside 8. marts 2010.
  • Skyscanner.dk den 8. marts 2010.